Igennem 18 års massivt og altødelæggende misbrug dansede jeg med døden frem for at elske med livet
I næsten to årtier var mine forældres telefoner konstant lige ved siden af dem. Når de var vågne, når de skulle sove, når de var på wc eller andre steder, så levede de med så dyb og begrundet frygt dybt begravet i deres hjerter. En frygt for at modtage det ene opkald, som ingen forælder ønsker sig af få og som kunne lyde således:
”Godaften …. Det er politiet – vi ringer til jer, for at skulle informere jer om at jeres dreng i dag er afgået ved døden i en narkotika-relateret sag…”
En frygt der stadig kan vise sig hos min familie og som på mange måder har efterladt os alle med enormt mange ar.
Med den dybeste sårbarhed er mit ønske at åbne et vindue til en verden, vi alle kender til, men som de færreste overlever.
En verden hvor smerten ikke engang kan holde ud at leve, en verden hvor døden hele tiden lokker dig længere og længere væk fra det liv du i sandheden ønsker dig og fortjener.
En verden hvor jeg på mirakuløs vis fandt en indre styrke til at rejse mig efter utallige tabte kampe og igennem de sidst snart 8 år har skabt det liv jeg inderst inde håbede på at kunne få lov til at smage lidt af.
Selvom det aldrig lå i kortene at jeg, en almindelig, ung mand fra Silkeborg fra en pæn familie, skulle ende med at blive hardcore misbruger, så endte det med at blive til min virkelighed.
For når sandheden skal frem og det skal den, så blev min løsning på mit problem stofferne, efter at jeg blev clean og ædru måtte jeg sande, at problemet stadig var der og hvorfor? Fordi jeg var problemet!!
Igennem mit foredrag, vil jeg med afsæt i min egen historie skabe paralleller til livets mange udfordringer, som vi hver især nok kan genkende på den ene eller anden måde.
Hvordan omfavner vi os selv, når vi er allermest sårbare og hvordan styrker vi det emotionelle bånd til os selv og dermed også andre?
Hvordan opbygger vi en styrke, som kan holde til uforudsete udfordringer, og hvordan opretholder vi hver især en tro på, at vi også kan få lov til at opleve hver vores unikke måde at være på?
Og når livet gør mere ondt end normalt, hvordan kan vi stadig leve med vores vigtigste livspartner- vores krop, og dermed skabe vores egen succes?